Generalforsamlinger

Referat af ordinær generalforsamling i Visens Venner København

Tirsdag den 25. marts 2025 kl. 19.00
i Danske Seniorers lokaler
Griffenfeldsgade 58, København N

20 personer til stede.

Dagsorden ifølge vedtægterne:

  1. Valg af dirigent og referent:
    Flemming Nyvang valgtes som dirigent, og Kim Ravn-Jensen valgtes til referent. Flemming konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt og, at dagsordenen fulgte vedtægterne. Alt var således i orden.
  2. Bestyrelsens beretning
    Formand Lissy Henriksen henviste til den tidligere fremsendte beretning (bilag1), så hun holdt sig til få nedslagspunkter
    a. Visens Venner i Danmark har været præget af uro, men et nyt forretningsudvalg blev valgt på seneste landsmøde. På landsplan falder antallet af foreninger fortsat.
    b. Lisbet Sekkelsten har for nylig meldt sig ud af foreningen.
    c. Der dukker fortsat nye aktive op. Det glæder Lissy, da vi i hendes formandstid har måttet tage afsked med 8 aktive.
    d. Lissy synes, at alt kører godt og fornuftigt med en god indbyrdes tone. På det grundlag takkede hun for to gode år og erklærede sig parat til at fortsætte. Beretningen toges til efterretning med akklamation.
  3. Regnskabet
    Kassereren gennemgik regnskabet for 2024, hvor bruttoresultatet er steget fra knap 16 kkr. i 2023 til godt 26 kkr.. Det skyldes især, at vore huslejeudgifter er faldet drastisk.
    Medlemstallet ligger stabilt på omkring 86. Vi har optrådt ude mod betaling to gange, og det giver et beskedent tilskud til økonomien.
    Ellers er bevægelserne små med for eksempel nogle nyanskaffelser og en satsning på trykt materiale af høj kvalitet.
    Vi har modtaget ekstern støtte til at kunne holde en forårsfest den 17. maj 2025. Siden 2023 er egenkapitalen steget fra knap 63 kkr. til godt 75 kkr.. Regnskabet godkendtes med akklamation og tak for veludført arbejde.
  4. Valg af medlemmer til bestyrelsen
    a. Lissy Kehlet Henriksen genvalgtes til formand uden modkandidater og med akklamation.
    b. Valg af bestyrelsesmedlem for to år: Marianne le Dous (genvalg med akklamation)
    c. Valg af bestyrelsesmedlem for to år: Ingegerd Hennelund (genvalg med akklamation)
  5. Valg af revisor
    Ulrik Reimann (som ikke var til stede) genvalgtes uden modkandidat og med akklamation.
  6. Indkomne forslag
    Der var ikke indkommet nogen forslag.
  7. Budget og fastsættelse af kontingent

Stampe gennemgik budgettet, der afspejler den seneste status og de aktuelle forventninger til foreningens fremtidige drift.
Selv om vi stort set fylder Metronomen hver gang, forventer vi ikke større entréindtægter end sidste år, da flertallet af vore gæster kommer ind med rabat. Budgettets overordnede flow er, at bestyrelsen ønsker at anvende det øgede overskud på kurser til de aktive og andre fordele for medlemmerne.
Bestyrelsen foreslog uændret kontingent (200 kr.), hvilket sammen med det øvrige budgetvedtoges med akklamation.

  1. Eventuelt
    Mette fik forklaret, hvad ”Isobro” (en statslig fond, der støtter vores forårsfest) er for noget. Marianne opfordrede til, at medlemmer med gode ideer til markedsføring af foreningens koncerter gik til hende med dem.
    Hanne K spurgte ind til, hvordan vi finder frem til hver enkelt aftale om udeoptræden. Svaret blev i korte træk, at det er en forventningsafstemningsproces, som falder forskelligt ud fra
    gang til gang. Lissy bemærkede, at i regi af Visens Venner i Danmark bliver vi ikke inviteret meget ud, fordi vi aldrig inviterer andre foreninger ind. På adskillige forespørgsler fra forsamlingen erklærede
    Lissy, at bestyrelsen vil øge foreningens synlighed med hensyn til udeoptræden.
    Stampe opfordrede til , at medlemmer med forstand på drift af hjemmesider meldte sig som afløsere for Lissy, der har rigeligt at lave i forvejen. Jørgen W tilbød sig, og tilbuddet blev modtaget med akklamation.
    Kim opfordrede til, at alle foreningens aktive tænker og handler, hvad angår markedsføring af udeoptræden i deres forskellige netværk. Bestyrelsen skal nok følge op på de kontakter, som bliver etableret på den måde.Hermed lukkede dirigenten generalforsamlingen og gav ordet til Marianne, der stod for det efterfølgende hulemøde.

Bestyrelsens beretning

Koncerter

De to sidste koncerter i foråret 2024 i Krudttønden:

Marts: Dissing & Ditlevsen med Stampe og Nicolai ved roret – flot eftermiddag, godt besøgt.                     

April: Vellystige viser var også meget vellykket og trak fulde huse. Vi endte faktisk med at tømme caféen for stole, så alle kunne få en siddeplads. Kim og Marianne havde lavet det fine program.

Det efterfølgende Nachspiel i april blev som sædvanlig klappet af på værdig vis med Ulrik ved roret – og smørrebrød på tallerknerne.

Sommerkoncerten blev som sædvanlig afholdt på Københavns Højskoleforenings smukke matrikel i Vanløse med Ingegerd og Marianne som tovholdere. Mange glade gæster, som forlod koncerten med mange søde og rosende ord, som vi naturligvis labbede i os – og kassereren var glad, for dagen gav lidt overskud. Så vi kunne roligt gå på sommerferie.

September: Fra vugge til krukke.Den første koncert, som vi afviklede i Metronomen – åh, vi var spændte. Lyden drillede, men udover det var det en god dag. Salen var fuld af glade gæster, og de aktive var velforberedte og veloplagte. Virkelig en god dag. Kim og Lissy var viseværter.

Oktober: Halfdan Rasmussen/Benny Andersen fyldte Metronomen til randen. Vi afviste en 10-15 skuffede mennesker ved døren – hver en stol blev besat, alle de aktive – plus nogle få gæster – stod op. Både de aktive og musikerne var i hopla. Fantastisk eftermiddag. Stampe og Hanne Kryger var viseværter. Vi sluttede med et pænt overskud. Og lyden fungerede.

November: Poul Henningsen var en aftenkoncert med Arne ved roret, men tidspunktet var nok grunden til, at besøgstallet ikke var så højt. Men alt blev afviklet efter planen – og afsluttet med hot-dog-party i kuppelsalen. Festligt.

Januar: Kulinariske udskejelser – stod i måltidets tegn, festlig eftermiddag – godt besøgt. Tak til Mette og Ingegerd.

Februar: Lykkeposen, blev bestyret af Tommy og Lissy. Mange fællessange og et lille husorkester sat sammen i dagens anledning gjorde lykke. Det skal nok forsøges igen – med det lille band bestående af Leon, Søren og Kim P.

Økonomi.

Da vi ikke mere skal betale for hverken hulemøde-lokale eller spillested, er det selvsagt blevet sjovere at være kasserer. Det har udmøntet sig i, at de aktive, der skal på scenen til en koncert, ikke mere skal betale for deres drikkevarer.

Pølseparty’et var ”på huset” og til jule-hule-hygge-mødet var drikkevarerne uden beregning.

Der er planlagt et kursus for de aktive d. 6. og 7. september – det afholdes i Griffenfeldsgade.

Vi har søgt – og fået – 5.600,- fra Isobro (Gennem Danske Seniorer) – penge som skal bruges til en forårsfest for de aktive. Planlagt til 17. maj 2025 – holdes hos Stampe.

De aktive

D. 19. april 2024 sagde vores Ragnhild verden farvel efter et langt liv – meget af det i musikkens verden. De sidste par år var seje for hende at komme igennem, men der var også gode dage, og for de af os, der fik lov at være sammen med Ragnhild på sådan en god dag, blev det et dejligt minde. Ragnhild’s bisættelse var en virkelig god dag – med taler, sang, musik og dejligt samvær i nogle timer i Rungsted Havn – i strålende solskin.

D. 29. november blev Claus Alsted bisat. De sidste par år har vi ikke set Claus i foreningen, men han har også været et stort aktiv for VVK, og de pårørende fortalte, at VVK også har betydet rigtig meget for Claus.

Hans Raahauge og Vibeke Bonné har begge meddelt, at de ikke mere ønsker at komme på scenen. Vi håber naturligvis at se dem til en koncert en gang imellem.

På hulemødet i oktober blev Søren Thorborg optaget – og da det kun er her hos os, at Søren er ”ny” er han allerede meget aktiv og programsat.

Kim Preuthun er erfaren pianist og en af Sørens gode venner – bestyrelsen blev hurtig enige om, at Kim ikke skulle igennem et aspirantforløb, men derimod straks hentes ind i varmen.  Kim er programsat i februar og fremover.

Til september koncerten meldte en af gæsterne sig som ”måske-aktiv”, Jørgen Wedel er nu optaget – og på programmet til sommerkoncerten i maj.

Til oktober koncerten fik vi en henvendelse mere fra en interesseret viseven. Vi afventer, hvad der sker. Til Hulemødet d. 5. marts har vi en ny aspirant til optagelse – hvordan det spænder af, må vi høre om senere.

Metronomen og Griffenfeldsgade

Henover forår og sommer (2024) er der brugt kræfter og energi på efterårets koncerter og hulemøder, som jo i begge tilfælde skulle afvikles i nye omgivelser. Første hulemøde i Griffenfeldsgade var en succes. Dels stillede Søren op til første optagelsesprøve, dels fandt vi ud af, at klaveret der står der, er helt og aldeles brugbart. Vi har investeret i en pedal, et nodestativ og en pose til det hele. Og har dermed sparet at købe nyt klaver.

Efterfølgende har Rikke også fundet et skab til os til sangbøger og -hæfter, kaffe og småkager. Serviceniveauet højt, og tonen rar og venlig.

Så er der Metronomen, vores nye spillested – hvor den største fordel uden tvivl er prisen, som er 0, kr. Det er et ganske anderledes sted end Krudttønden, men vi er ved at vænne os til stedet. Ulempen er, at vi savner foyeren, hvor gæsterne kan opholde sig, til vi åbner dørene – men man kan ikke få det hele. Til gengæld har vi fået et flygel. Vores keyboard må ”bo” der, så slut med slæberiet. Kim og Stampe er ved at få skudt sig ind på lyden – eksperimenterer stadig. Vi må selv sørge for drikkevarer til gæsterne – men også det er der ved at være godt styr på med god hjælp fra Laila og Karin.

Bestyrelsen

Både bestyrelsesmøder og generalprøver bliver nu afholdt om eftermiddagen til stor glæde for alle. Dels udnytter vi de lyse timer, og dels er vi ikke så trætte, og det har en positiv effekt på sammenholdet – både i bestyrelsen, men også op til en koncert.

Bestyrelsen fungerer godt, møderne holdes på skift hos medlemmerne, og afvikles konstruktivt i en god og venskabelig atmosfære.

Landsmøde 2024

blev afholdt i Fakse d. 9. marts. Marianne og Lissy deltog. Deltagelsen fra Jylland var sparsom, men der var også valgt lidt dyre løsninger mht mad – og oveni lang og dyr transport er det en udgift for de mindre foreninger.

Regionalmødet 2024

blev afholdt i Fakse – og der var omkring 25 deltagere. Det var planlagt til at vare tre timer, vi skulle selv medbringe mad, drikkevarer, tallerkner og bestik. Det fik planlæggerne ikke ros for. Langt at køre for at drikke sin medbragte kaffe.

Visekursus.

Da nu Ryslinge er borte med blæsten, er der sat et nyt skib i søen. Ib Østergaard og Jørgen Bing har sammen med Vraa Højskole lavet et 5-dages visekursus fra 28. april til 2. maj 2025. 12 fra VVK har tilmeldt sig.  

Tak

Tak til de aktive og til musikerne for deres store arbejde ifm hver enkelt koncert.

Tak til Hanne for fuldstændig fantastiske plakater – Hanne overgår sig selv – hver gang.

Tak til Laila og Karin, som virkelig er trådt i karakter og leverer et meget stort arbejde ifm, at vi er flyttet i Metronomen.

Tak til Flemming for det store PR arbejde han har udført for os – det bliver henover foråret overdraget til Marianne.

Tak til Lise for at indberette til KODA.

Tak til Gunnar fordi du så trofast stiller op til samtlige koncerter og hjælper, hvor du kan.

Tak til den samlede bestyrelse for fint samarbejde i det forgangne år. En særlig tak til Kim for det kæmpearbejde du præsterer som lydmand, og til Stampe som trolig kommer slæbende med drikkevarer til alle vores gæster til koncerterne – samt en masse nødvendigt udstyr.

Fremtiden

Den nærmeste fremtid byder på koncert i marts og maj. Derudover har vi en sommerkoncert i Højskoleforeningen på Damstien i Vanløse d. 25. maj.

Der er planlagt både hulemøder og koncerter til udgangen af 2026 – og vi ser fremtiden i møde med glade forventninger.

Det er en gave, at der stadig dukker nye, dygtige aktive op, som vil lege med os, men det er også en gave, at ”de gamle” hænger ved og lægger et stort arbejde i det.

Jeg er sikker på, at vi overlever lidt endnu.

Det har været et meget spændende og travl år. Vi er lykkedes med det, vi satte os for, vi er landet på benene efter begge flytninger, og er meget stolte af den fælles indsats. Vi satser på, at de gode takter fortsætter sammen med alle vores gode og dygtige aktive sangere og musikere. 

Absolut sidste og varmeste nyhed:

Landsmødet 2025

blev afholdt i Horsens d. 1. marts. Stampe og Lissy var afsted. Nyt forretningsudvalg (FU) valgt:

Formand: Nellie Samuelsen – VVHelsingør

Kasserer: Peter Lorenzen – VVAarhus

Sekretær: Marianne Vittarp Holt – VVFrederikssund

Suppleant: Tommy Nielsen – VVKalundborg & VVKøbenhavn