John Mogensen

Viseværter: Annette & Flemming

Den 29. oktober hylder Visens Venner København, John Mogensen, som ville være blevet 95 år i 2023.

John Mogensen døde i 1977, kun 48 år gammel, men hans sange lever stadig i bedste velgående.

Vi vil på respektfuld måde hylde John Mogensen med flere af hans store solosange, men også genhøre sange fra 1956, hvor han startede Four Jacks. I kommer til at høre et bredt udvalg fra hans repertoire, og vi kan næsten garantere, at det er sange, der taler til hjertet og kalder både smukke og vemodige minder frem. For ikke at glemme det gode grin over hans ligefremme tone.

Vi ser frem til en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor der bliver rig mulighed for at synge med på flere af de kendte, danske, folkelige sange.

Vi glæder os til vi ses den 29. oktober.

Kærlig hilsen Viseværterne Annette & Flemming.

Anmeldelse / oplevelsesberetning af John Mogensen-aften i Krudttønden, d. 29. oktober 2023.

Vinteren er ved at sænke sin fugtigt fermenterede efterårsdyne over et forblæst eftermiddags-Østerbro. Vi træder indenfor i varmen, hvor blæst og mørke fortrænges af hyldeststemning og klirrende kaffekopper. Det er John Mogensen der bliver hyldet. Vi smider overtøjet, og bevæger os ind i hulen. Sorte skjorter og røde seler summer rundt, og Dybbøl mølle maler stemningen op; måske et glas hvidvin som akkompagnement til kaffen. Hanne kører den omvendt – rød skjorte og sorte seler. Vi er i Krudttønden, og Arnes klavertoner lokker os længere ind i hulen. Et stykke fra Gammel Strand ligger scenen – et værtshus med ternede duge, og gæster der lige er kommet. Aftenens hovedperson ved ikke hvad en mobiltelefon er. Men når gæsterne er gået, skal de huske at tænde dem, siger Lissy, vores viseværtinde. Bønnen er uformanende, og Lissy smiler smittende over erkendelsen af dens effekt.

Medens vi forsøger at pacificere en temmeligt pågående radiator bag os, dæmpes lyset. Hanne søsætter Mytteriet på HMS Bounty, med klar, ren røst. Behagelige, fine guitarakkorder fra Leon, fulgte efter med Mandag morgen blues. Så er vi i gang. En fattig troubadour blev fint og kærligt fortolket af Poul Emil. Radiatoren bag os har fået vores vin til at fordampe. Eller også er det fordi vi faktisk sidder på et værtshus; Flemming, en meget dygtig mand, har bragt os tættere på Gammel Strand. Med lækkert luntende tempo af Leifs sprøde pianoharmonier, bevæges vi af Flemmings fortryllende stemme. Han er sig selv, men profilerer John Mogensen på stemningsfyldt vis. I sit lydbillede, anes noter af sin hedengange navnebror, Bamse, og Otto Brandenburg.

Pausen er forbi, vi vandt slaget over radiatoren, og fandt knappen til ventilationen. Godt det samme, for nu stiger pulsen. Four Jacks, aka Stampe, Leon, Kim og Tommy, leverede prægtige udgaver af originalernes repertoire. De synger godt. Og det lød rigtig godt, hvilket var lidt tiltrængt; For med de 4 på scenen, kom der pludselig styr på lydteknikken. Volumen og balance var perfekt. Indtil da, var der en del rod i outputværdierne, hvoraf især pianokanalen hyppigt blev kvalt. Det skiftende, lydtekniske ansvar, gav tilsvarende varierende kvalitetsfornemmelse. Men hvad pokker skal de gøre – Annie sang, og fik bekræftende, prøvende og støvende ekkoer, fra drengene i baren. Lissy og Leif sagde aldrig aldrig, og med sød stemme og smuk tangentsymfoni, lagde de an til aftenens sidste fællessang, der dog lå lidt dybt for den ledende vokal. Vi sang lystigt med. Flemming levede sig på vanlig vis ind i den rørende og nærværende beretning, om en søndag morgen i sjæleopslidende ensomhed.

Programmet er skrumpet ind nu, og resterne af danskvand, vin og kaffe er for længst tørret ind i bunden af glas og porcelæn. Min lille niece har brugt al sit tegnepapir, og har nok mistet tålmodigheden lidt. Men hun lyttede hengivent til vores næstsidste kunstner. Hun købte næppe påstanden om at man bliver spist i Polynesien, eller også kunne selv kannibalisme bare ikke spolere Leons fine guitarspil, og behagelige stemme.

John Mogensens sidste sang, blev også denne aftens. Omend den vokale orden var en smule kaotisk, var den instrumentale struktur og stemning en god outro værdig – og sløjfede en rigtig hyggelig eftermiddag og aften fint af. Og hva’ er der så mere?

Søren SL