Tidløse Tøser

Visevært: Lissy K. Henriksen

Så er det tid til at sætte et STORT kryds i kalenderen, for nu bliver der fest i Krudttønden. Der er lagt op til en festlig eftermiddag, hvor der melodi- og sangmæssigt vil være alt fra gamle, naive viser over ballader og popsange til de småfrække, lidt lumre viser.

Anmeldelse.

Lissys præsentationer udgør et dækkende referat af en herlig eftermiddag med Visens Venner i Krudttønden søndag den 23. oktober 2022. Der er skrevet et meget stort antal viser om pigen, konen, kællingen, madammen, kranen og hvad man nu ellers kan finde på at kalde hende. Man starter med at have pigen på skødet, og ender med at have konen på nakken. Manden vil gerne være pigens første og pigen vil gerne være mandens sidste kærlighed – og der er sikkert sagt meget andet i den forbindelse. Mange af de piger, mænd har truffet på deres vej, er der blevet skrevet om. Og det har været spændende at sortere i de indkomne forslag til i dag. Den ene af de to ældste vise i dag er fra 1863
– den anden er ikke dateret. Men ellers er der viser fra 1906 og frem til 2006. Bortset fra det første og det sidste nummer, så holder årstalsrækkefølgen – næsten.
Så her kommer en historie om Frøken Blom – og Lise passer klaveret.

Nu er det så, at vi skal langt tilbage. 1863 helt nøjagtigt. Julius Strandberg skrev visen om Sidse og Skorstensfejeren – og det var lige frækt nok til datidens ører. Den blev erklæret for utugtig og forbudt. Didde snupper også lige historien om den hovmodige Alvida – når hun alligevel er på
scenen. Værsgo til Didde og Lise. I 1906 skrev Jeppe Aakjær ”Anna var i Anders kær”. Og den må man vel godt kalde en klassiker. Den
har stadig ikke overskredet sidste salgsdato. Ayio vil synge – og Lise er klar. Næste årstal, der popper op er 1923. Vi befinder os på engen lige uden for en lille svensk by Vänersborg- en by på 9108 indbyggere i 1926. Birger Sjøbergs indledning til sangen Lille Paris: I selskab med Frida, som har lagt sig i græsset, betragter han deres by fra den anden side af vigen en søndag morgen. Sammenligner byen med Paris og glæder sig over, at deres by ligner verdensstaden, men har en bedre indre karakter. Værsgo til Stampe og Jørgen. Nu er det Hanne Rikkes tur. Vi er fremme i 1928, og vi skal have fat i et musikteaterstykke, som på dansk kom til at hedde Laser og pjalter. Den havde urpremiere i Berlin d. 31. august 1928 – og var baseret på den engelske ”Tiggeroperaen” fra 1728. Hanne vil synge Sørøver-Jenny – og Niels Flemming gi´r den som Det kongelige kapel.
Så skriver vi 1935. Vibeke Broby indtager scenen. Fru von Hermelin ønsker, at hendes datter skal have sangdebut, og her hører I sanglærerens afvisning af hendes ønsker. Sidste vers er skrevet af
Jørgen Jacobsen, mangeårigt medlem af VVK. Han sang selv visen, da han var i 90érne. Vi når frem, til 1938 – og lander sammen med Ingegerd omkring Lili Marleen, som også har overlevet alle årene – og stadig kendes og synges. Teksten til Lili Marleen blev skrevet af en tysk soldat – Hans Leip – under første verdenskrig. I 1938 fik den også en melodi og Lale Andersen indsang den i 1939. Der blev lyttet på begge sider af
fronten hver aften, når Radio Beograd spillede musik. Malene Dietrich indsang på engelsk, og på dansk kom den til at handle om en sømand der længtes hjem. Ingegerd snupper begge sine viser et hug. Den anden vise er Rosa på bal – den er fra 1942. Og her får Ingegerd selskab af Flemming og Lise. Men først – Lili Marleen.

Så skal vi sige velkommen til Hanne Kryger. Hanne og Leif har taget fat i en af Erica Voigt’s kendte
viser – Gamle tante Agathe. Erica Voigt skulle efter sigende ha’ lært sig at spille trækbasun til det her nummer i 1943, og her i VVK står vi ikke tilbage for noget som helst. Tag godt imod Hanne med sin trækbasun – og Leif på klaveret. Leif og Hanne bliver på scenen til en vise mere. I filmen ”Som du vil ha’ mig” fra 1943 tager Marguerite Viby som hustru og mor en raffineret hævn over sin ægtemand, Gunnar Lauring. Ved et middagsselskab overrasker fruen ved at spille den femme fatal, som han altid har ønsket sig. Her kommer Den dag, da Dorthe drak dus.
Vi skruer igen lidt på tidsmaskinen – og rykker frem til 1951. Jørgen Blomqvist har sammen med sin guitar lovet at fortælle historien om Cedric og Beatrice. En ballade, men samtidig en advarsel til
ungdommen mod nutidens overhåndtagende sportsiver. Værsgo til Jørgen.

Pause

Så er vi klar igen. Vi bliver lidt i 1951 – der blev skrevet rigtig mange viser først i halvtredserne. Ivy og Jørn har lovet os nok en Erica Voigt-vise. Den om Min lille dont. Dejligt med en som elsker sit arbejde. Frøken Juul har ikke problemer med direktører og arbejdsmiljø. Me Too var ikke en del af
hendes dagligdag. Og Ivy og Jørn snupper også begge deres viser, når de nu alligevel er gået på scenen, så vi får også lige historien om Cleopatras klagesang, som Bodil Steen sang i Apollorevyen i 1954.
Vi er stadig først i halvtressene – 1953, og vi skal nu hilse på en af de virkelig store berømtheder fra dengang. Gertrude, i skikkelse af Hanne Rikke. Visen blev i begyndelsen dømt ude af det gode selskab, men den væltede salen, da den blev opført første gang. Hanne Rikke har lavet en aftale med Lise. Tag os med på Solitudevej.

Musik der holder. Det må man indrømme. Lise bliver på taburetten, hun er ikke let at vælte. Ayio har også fundet en elsket vise fra 1953. En drilagtig smed har samlet lænkerne mellem fire personer i en alt for tilfældig og uheldig orden. Her kommer Vandkunstens lille café
Vi er nået frem til 1960. Tom Lehrer har skrevet: Jeg fik det fra Agnes – og Jørgen Jacobsen lavede en dansk tekst. Den kommer Stampe og synger – Jørgen har styr på tangenterne. Jørgen bliver siddende.
Vi skal have Vibeke Broby på scenen igen. Vi er fremme ved 1966. Vibeke har lavet en dansk tekst til visen om Agda Gustavsson. Medborger eller medborger-inde var Cornelis betegnelse for ganske
almindelige mennesker i samfundet. Her Agda, en almindelig servitrice, som lige har vundet i lotto. I 1967 lavede Dirch Passer og Daimi en fuldtræffer i cirkusrevyen. Hvem har du kysset i din gadedør.

Pigenavnet var – og er – Annmari. Her kommer Jørgen Blomqvist og Didde på scenen, og genskaber en festlig aften i teltet.
Fremme i 1976 skrev det berømte og dygtige ægtepar Ida og Bent From 10 ballader om Anna, som de bad Frits Helmuth om at synge. Så vidt jeg er orienteret slog Frits sig først i tøjret, men accepterede til sidst – og det blev en virkelig succes. Af forståelige grunde kan vi ikke bringe alle 10
viser her i dag – på den anden side kan lige den her Anna ikke undværes, når vi taler pigenavne. Så Lilian har valgt at synge den første og den fjerde af balladerne. og Leif og Birgitta vil akkompagnere på smukkeste vis. Så er det blevet Tom & Mariannes tur. De har også to viser med. Rose fra 1979, og Nina og Svantes sidste duet fra 2006. Først et par ord om Rose: Rose er død. Hendes livsbetingelser var langt fra optimale, så Roses liv blev præget af tidligt erhvervede skader på sjæl og legeme. Sebastian er med til Roses begravelse og han føler sig stødt over præstens slet skjulte forargelse over hendes – i hans øjne – syndefulde liv. Der er lige pludselig gået 100 år. Fra Jeppe Aakjærs Anna i 1906 til Nina og Svante i 2006. Det sidste nummer vi skal have på scenen, er en tekst fra 1923 – dvs. om et par måneder fylder den
100 år, og det er også en vise, der fremkalder gode grin. Årstalsmæssig er ringen sluttet. Her kommer Flemming med den håbløse lillesøster, han ikke kan slippe af med: Maggiduddi. Lise spiller til.

Nils Bech, Hellerup 5. November 2022