SOS – kloden kalder. En klimakabaret
1. november kl. 17:00
Kan mennesket ændre klimaet, kan det sandelig også synge om det …
De mest vitale spørgsmål, som presser sig på i dag, er KLIMA-spørgsmålene.
Den CO2-ophobning som er årsag til, at temperaturerne over hele kloden stiger, har nu fået børn og unge i mange lande til at strejke fra skolen. Deres lærere bakker op om deres demonstrationer, og selv om der er pligt til at notere alt ”ulovligt” fravær fra skolen, bør det nok noteres med grønt blæk!
”Hvad skal vi med al den visdom, hvis vi ikke længere kan leve på denne klode?” spørger eleverne. Der må vi voksne blive dem svar skyldig. Noget må gøres!
En enkelt vise batter så lidt, men vi prøver alligevel med en klimacabaret der forsøger at komme rundt om emnet.
Visevært Lisbet Lyngelbo Sekkelsten
Her, som alle andre steder er der restriktioner i form af antal personer der må være i lokalet, så alle – aktive og visevenner – kan kun komme til koncerten ved at tilmelde sig. Dette sker ved at sende SMS eller ringe til Annmari Sol Andersen på tlf.6062 1802.
Titel | Org titel | Solist | Akk | Tekst | Musik | Oversættelse |
Englemark | Änglemark | Annie | Arne | Evert Taube | Evert Taube | Annmari Sol |
Åbent landskab | Oppna landskab | Stampe | Arne | Ulf Lundell | Ulf Lundell | Jan Toftlund |
Endnu er det tid | Enn er det tid | Annmari Sol | Tor Jonsson | Camilla Granlien | Lisbet Sekkelsten | |
Brumbassen | Annie | Arne | HH Lund | Søren Skov, Ivan Pedersen | ||
Moder Jord | Flemming | John og Gert | Kim Larsen | Kim Larsen | ||
Døde blomster | Mette | Arne | Tor Jonsson | Camilla Granlien | Mette Brabæk | |
Dansk vand | Hanne | Arne | Poul Eje | Trad. | ||
Kill it | Mette | Arne | Halfdan Rasmussen | Poul Kjøller | ||
Atommix | Flemming | Arne, Flemming, John, Gert | Flemming Nyvang | Ukendt | ||
Plutonium | Hanne | Flemming, John, Gert | Jomfru Ane Band | Jomfru Ane Band | ||
Hilsen fra os | Stampe | Niels Hausgaard | Niels Hausgaard | |||
Det mindste man kan gøre | Annmari Sol | Arne | Carl E. Sørensen | Jørgen Storch | ||
Der er noget galt i Danmark | Flemming | Flemming, John, Gert | John Mogensen | John Mogensen | ||
Den lille, triste kejserpingvin | Lissy | Jørn | Carl E. Sørensen | Thomas Pakula | ||
Den hvide haj | Makie Messer | Hanne | Arne | Bertold Brecht | Kurt Weil | Ole Christensen |
Hvalen Hvalborg | Flemming | Flemming, John, Gert | Shu-Bi-Dua | Shu-Bi-Dua | ||
Costa Kalundborg | Flemming | Flemming, John, Gert | Shu-Bi-Dua | Shu-Bi-Dua | ||
Det haster ikke | Annmari Sol | Arne | Carl E. Sørensen | James Price | ||
De ansvarlige | Lissy | Jørn | Carl E. Sørensen | Henrik Krogsgaard | ||
Pas på det, mens du har det | Ivy | Jørn | Ida & Bent From | Ida & Bent From | ||
Ballade om en smuk og økologisk handling | Stampe | Arne | Poul Eje | Monica Zetterlund | ||
I skovens dybe stille ro | Annie, Hanne | Arne | Fritz Andersen | Folkemelodi |
SOS – Kloden kalder – En klimacabaret
Visens Venner København, Krudttønden d. 1 nov. 2020
En anmeldelse.
Så kom sæsonen for Visens Venner i København endelig i gang med efterårets visesæson. Og tak for det!
Publikum kom i god Corona orden og satte sig på de bestilte og navngivne pladser. Borde er farlige i denne tid!!! Så vi sad på rad og række som i teatret med god afstand til alle sider. Fornemt organiseret.
I salen blev vi mødt af et skelet iført hat med blomster og fjer. Ved siden af hang Hannes skarpe plakat til forestillingen. I farverne blåt, hvidt og rødt fik Hanne anskueliggjort den katastrofale klimakrise. En dystopi hvor det blå vand fra bunden af plakaten når næsten helt op til øverste kant, hvor man kun ser hustage og et kirkespir. Resten??? Ja, tænk over det! Tværs over det blå vand står med rødt SOS og med hvid skrift: Kloden kalder! Det er enkelt indtil det minimalistiske, men hold nu op, hvor det virker stærkt. Der er kant i den plakat, og den spænder forventningerne op hos publikum.
Til højre på scenen sad Arne og spillede så smukt på klaveret. Sange fra højskolesangbogen om natur og landskaber. Vi blev også beriget med temaet fra Pinocchio “When we wish upon a Star”, og der blev sluttet af med “We’ll meet again”. Det lød dejligt og håbefuldt.
Og hvor var det dejligt at være til koncert igen. Viseværten Annmari Sol introducerede og beklagede, at den anden visevært Lisbet Sekkelsten, idé ophavsperson til dagens tema, var blevet syg. I fin stil klarede Annmari afviklingen af arrangementet, hvor hver solist selv introducerede sine numre.
Som altid er niveauet højt i Københavns Visens Venner. Vi blev godt underholdt. Flemming havde taget spillekammeraterne John og Gert med, og med god energi i instrumentbehandlingen af guitar, bas, trommer og diverse mundblæseinstrumenter foldede melodier af Kim Larsen, John Mogensen og Shu-Bi-Dua sig ud. “Moder jord”, “Der er noget galt i Danmark”, “Hvalen Hvalborg” og “Costa Kalundborg”. Det lød godt, velsunget, det er sjove, kendte tekster, men de er ikke farlige. De er på sit højeste lidt hyggekritik. Så var der mere kritisk holdning i Flemming’s egen “Atommix” fra 1970’erne.
Mere konkret klimakritik og bevidsthed var der i Hanne’s 3 numre, Bertolt Brechts “Den hvide haj” havde fået en nyfortolkning og modernisering af Ole Christensen, så vi stødte på hajen ude midt i havet mellem de store plastik øer. Poul Ejes “Dansk vand” er skarp kritik af forurening med sprøjtegifte og Keminova affald, så det danske vand er blevet farligt for den danske mand! Og fra politikerne kommer bare øregas. Klassikeren fra Jomfru Ane band blev leveret træfsikkert af Hanne med Flemming og kammeraterne som band og kor. Jeg er imponeret af Hannes præcision og tydelighed, når hun afleverer sine viser.
Mette Brabæk sang på fineste vis en gammel vise fra 1940’erne “Døde blomster” med opfordring til ikke at ødelægge naturen, og Halfdan Rasmussens “Kill it” med den ironiske gentagelse: “Væk med naturen det billige skidt”!!!
Annmari’s midtsjællandske bonde var fuld af god vilje til en gang at lave noget om, men “Det haster ikke”. Fin figurtegning af den piberygende og konservative bonde.
Fine var også Lissy’s viser om den lille truede kejserpingvin, der til sidst belærte os om, at den ikke er den eneste truede dyreart. Vi – menneskene – kunne snildt blive de næste. Men, som Lissy sang i “De ansvarlige”, vi – menneskene – kan jo ikke gøre for CO2 forureningen, det kan derimod køerne, de prutter, gør de!
Derudover blev vi fint underholdt af Stampe, der sang om lortets effektive funktion som næring for al natur, og om den danske mands imødekommenhed overfor alt nyt og godt som fx atomkraftværker (læs vindmøller, solcellecentre m.m.) Det skal bare ikke ligge her ved os. “Hilsen fra os” af Hausgaard.
Annie sang sødt om den lille brumbasse, der befrugter og bringer liv, og Ivy mindede os med sangen “Pas på det mens du har det” om nødvendigheden af at vi passer på vores klode.
Tak for fine sange og god underholdning.
Og hvorfor er den kritiske anmelder så ikke kun glad og tilfreds?
Fordi plakat og titel “SOS – kloden kalder” lover langt mere kant og farlighed end disse 2 dejlige timer i Krudttønden leverede. Kalder man det en “klimacabaret”, så skal der langt mere kant og farlighed ind i projektet. Hvor var de nye sange fra de unge fremadstormende klimaaktivister? Hvor var nytænkningen? og hvor blev kabaret’en af? Det var et visearrangement, som det plejer. Ikke en kabaret. Og slet ikke en klimakabaret, der fik os til at vågne, se alvoren og tage fat.
Vibeke Broby.